www.norskboka.no
Petter Dass
Av «NordlandsTrompet»
Vær hilset I Nordlands bebyggende Mænd,
Fra Værten i Huuset, til trællende Svend,
Vær hilset I Kofte-klæd Bønder;
Ja samtlig, saavel ud til Fiære som Field,
Saa vel den der bruger med Fisken paa Gield,
Som salter Graa-Torsken i Tønder.
Vær hilset I Geistligheds hæderlig Lius,
Prælater og Orden i Helligdom Huus,
Hver i sin Bestilling hin gieve;
Tillige du velbetroed' Øvrigheds Mand,
Som bør bære Sverdet og Rætten i Hand,
Fra Vold og U-noder handthæve.
Hil være Leilændingen, Huusmanden og,
Hver Odelsmand med den Strandsiddende Flok
Af hvad for slags Middel og Evne;
Udliggere, Kremmere, hvad Navn de har,
Samt fleere, som jeg her udtydelig klar,
For Mangel paa Tiid ey kand nævne.
Hil være det elskelig Qvindelig Kiøn;
Matroner og ægtegift Hustruer skiøn,
Madamer med ugifte Piger;
Dog synderlig dydig' Gemytter i sær,
Min hilsen jeg samtlig tilbyder en hver,
Og redebon `Tienest' tilsiger.
(Skrevet 1696, utgitt 1739)
Petter Dass
Herre Gud! Ditt dyre Navn og Ære
Herre GUd! dit dyre Navn og Ære
Over Verden høit i Savn maa være,
Og alle Sjæle, Og alle Træle
Og hver Geselle De skal fortælle
Din Ære.
Det er smukt og kostelig at høre,
At man GUd sin' Læbers Plikt mon gjøre;
De dyb' Afgrunder, De grønne Lunder
Skal Herrens Vunder Hver Tid og Stunder
Udføre.
Om sig Folk anstille vil saa slemme,
Guds Navn at tie stil og glemme,
Saa skal dog Stene Og tørre Bene
Ei være sene Hans Navn det rene
At fremme.
Ja, før GUd sin Ære skal forlise,
Før skal Hav og grummen Hval ham prise,
Samt og Tanteien, Som løber Leien,
Stenbid og Seien Og Torsk og Skreien,
Og Nise.
GUd er GUd, om alle Land laa øde,
GUd er GUd, om alle Mand var døde,
Om Folk forsvimler, I Herrens Himler
Utallig' vrimler, Som slaar paa Cimler
Hin' søde.
Skuld' Herren fattes Bram og Svenne,
Se, ti Tusend staar for ham og tjene;
Ja, Tusend Gange Ti Tusend mange,
Hvis smukke Sange Med Klang kan prange
Der henne.
Thi for GUd skal alle Kne sig bøie,
De som bor i Himlene hin' høie,
Og de paa Jorden I Sør og Norden,
Samt Djevlers Orden, Som dømt er vorden
Til Møie.
Høien Hal og dyben Dal skal vige,
jord og Himmel falde skal tillige.Hvert Bjerg og Tinde Skal slet forsvinde,
Men Herrens Minde Til tusend Sinde
Skal stige.
Vil de gamle være stiv og sove,
Da skal Børn i Moders Liv GUd love;
De halte, lamme, Maalløse, stamme
Gjør og det samme, De grumme, gramme
Og grove.
Naar jeg mig fra Top til Fod betragter,
Ingen Lem paa mig for god jeg agter;
Var de saa smukke Som Silke-Dukke,
De jo skal bukke Med ydmyg' Sukke
Og Fagter.
Men, o Mennesk', tør du det vel mene,
At GUds Navn sker Ret og Skjel, alene
For Prest og Bonde Med blotte Munde
Ham love kunde? Nei ingenlunde
Det ene.
Herrens Navn hos os paa Jord: kan ikke
Helliges ikkun med Ord og Nikke;
Nei, hvor du svæver, Og hvor du stræver,
Se til, du lever, Som Guds Ord kræver,
Til Prikke.
Lad dit Lys for Folket smukt saa brænde,
At enhver din Dyd og Tugt kan kjende!
Lev ei begjærlig, Ei Folk besværlig.
Lev from og ærlig, Mod hver Mand kjærlig
Til Ende.
Had alt det, GUd i sit Ord selv hader,
At Vellysten dig paa jord ei skader!
Sky Synd og Lyder, Som GUd: forbyder!
Elsk Tugt og Dyder, Som dig bepryder
Og bader!
Men vill du paa Synders Vei henstige
Og fra Dyden blues ei at vige,
Da dine Lemmer GUds Navn beskjemmer,
GUds Aand bortskræmmer, Og ei forfremmer
GUds Rige.
Men, o GUd! forhindre sligt at blive!
Hvad som er ugudeligt, fordrive!
At vi vor' Tider Mod Synden strider,
Naar Tiden lider, Hos dig omsider
At blive!
(Fra: Katekismesanger 1698)
Petter Dass
Det sjette bud
1.
Om horeri at tale
befaler sjette bud;
den synd har lenger hale
enn vel kan siges ud:
den øves ei alene
På to og tre slags vis,
men er i mange grene
som tykkest klunger-ris.2.
Part legger seg hos skjøger,
og bruker dem i fleng,
part andres koner søger,
og smitter ekte-seng
en parti seg besover
med neste slektninge,
part gjør det, som er grover,
og blander seg med fe.5.
Jeg meg nu først henven
der til deg du kåte dreng,
hvis fot så flittig renner
til horens hus og seng,
hva har du der at gjøre?
Er det din rette vei?
Du skal det se og høre,
Det går ustraffet ei.11.
Hør nu, du unge dåre,
Hva bilder du deg inn?
Hvi elsker du så såre
det røde rosens kinn?
Hva ere læber bløde?
Hva velgestaltet form?
Det er jo kun en føde
for jordens krybend' orm.15.
Dernest du lille pige,
som smukk av skapning est,
det bør meg og at sige
hva deg bekvemmer best:
Det er av Gud en gave
At være dannet vel,
når du derhos kan have
En kysk og tuktig sjel.16.
Har Gud deg villet pryde
med deilighet på kinn,
da bør deg frem at byde
en deilighet i sinn,
da kan man om deg sige,
og det med god beskjed:
se, se, der går en pige
med dobbel deilighet!22.
Derfor, hvis du befinner
deg skyldig for din Gud,
se til, din' tårer rinner
med hjertens anger ud:
La deg bedrøvet senke
for Jesu føtter ned,
Gud skal deg vel betenke
til all barmhjertighed.23.
Est du uren befunden,
som en fordervet sekk,
Se, Jesu blod er runden,
der toer din smitte vekk,
når du ved troen søger
til hannern hjertelig,
du skal med alle skjøger
inngå i himmelrig.Fra Katechismus-Sange, ca. 1695
Ordforklaringer
klunger-ris. tett kratt
part.- noen
velgestaltet form. velformet kropp "... det bør meg ... : det er på sin plass, passer
derhos. dessuten
hannem: ham
Petter Dass
Aften-Suk
O store Gud, som hjælpe kan,
Hvis Sti er i de store Vand,
Kast ud dit Guddoms Øie
Til alle dem, paa Havet er,
Bevare dem fra Grund og Skjær,
Lad Veir og Vind dem føie!Lad dine Engle følge dem.
Beholden vel til Hus og Hjem!
Velsigne Landsens Næring,
Giv Fisk og Sild af Havsens Grund,
Giv daglig Brød for hver Mands Mund,
Giv fattig' Folk sin Tæring!
Forlad vor Synd, o Fader god,
For hans Skyld, som paa Korset stod,
Tænk paa dit gamle Rygte!
Lad os i Landet bo med Fred
Og med en god. Samvittighed
Dig, Herre Gud, at frygte!